Undgå disse 5 fælder, når du går i gang med employer branding-film

Du har hørt alle de gode argumenter for at bruge film i din rekrutterings- proces. Du har taget beslutningen om, at nu skal det være. Du har måske endda allerede fået godkendt et budget. Dit gåpåmod er stort, og dine ambitioner endnu større. Men hvordan kommer du godt fra start?

Her får du vores liste over de vigtigste fælder, du skal undgå i den indledende fase, når du skal i gang med employer branding-film.

Kom igang her

 

1). Alle-borgere-i-Danmark-er-målgruppen-fælden

Det kan være fristende at arbejde med en bred målgruppe, når man har investeret i en filmproduktion – måske fordi man føler, at man så får mere ud af budgettet. Men jo flere du forsøger at favne, des færre vil du nå. Og hånden på hjertet: Er alle borgere virkelig kvalificerede til at søge jeres ledige stilling som senior-økonom? Højst sandsynligt ikke. Måske tænker du, at vi starter med kapitel 1 i kommunikationshåndbogen her, men tag nu alligevel et kig på din målgruppe. Kan du gøre den smallere? Mere konkret? Vores gæt er ja.

Et godt tip til at indsnævre målgruppen er at identificere filmens formål: Din film har ét overordnet formål. Find ud af hvad det er og formuler det i én sætning. I det her tilfælde vil det sandsynligvis være: Tiltræk opmærksomheden hos en potentiel medarbejder og overbevis ham/hende om at søge job hos jer. Det udelukker allerede en stor del af Danmarks borgere og jeres øvrige interessentlandskab som målgruppe.

2). Mine-kollegaer-og-direktionen-er- målgruppen-fælden

Når en filmproduktion går i gang, vil der være mange, der aner mulighe- den for at få sat deres dagorden i spotlyset. Og ja, det er sandsynligvis dem, der skal godkende filmen, der gerne lige vil have deres kæphest sneget ind. Det kan det være fristende at give efter for deres ønsker på bekostning af målgruppens behov. Men det er sjældent (*host* aldrig) set, at film bliver bedre af at please alle interne interessenter. Hold øjnene fast rettet mod din (smalle) målgruppe.

3). Vi-kan-godt-nå-10-budskaber-på-60- sekunder-fælden

Du arbejder sikkert med komplekse emner til daglig og tager ofte livtag med rapporter og andre informationstunge formater. Og du oplever sikkert, at dit bagland har forventninger om, at I får “mest muligt” ud af produktionen. I mange tilfælde bliver det oversat til, at der skal være flest mulige budskaber med i filmen. Ræsonnementet er ofte, at jo mere information målgruppen får, des mere tilbøjelige vil de være til at gøre det, vi ønsker. Problemet er bare, at det ikke gør en film særligt seværdig. Vi plejer at referere til den type film som fois gras-film eller den filmede brochure.

Så hold antallet af budskaber på et minimum, fx et hovedbudskab og max 3 underbudskaber, og lad fx den skriftlige kommunikation supplere for de særligt interesserede.

4). Hvis-vi-arbejder-koncentreret-kan-vi- godt-få-det-i-kassen-på-15-minutter-fælden

Det tager tid at lave film, og der er mange elementer, der skal gå op i en højere enhed. Det tager tid at gøre udstyret klar, få lys og fokus til at spille - især ude på en arbejdsplads, hvor alle andre er i gang med deres daglige gøremål, og lyset sjældent er kameravenligt.

Og det tager tid at få det helt rigtige take, hvor den medvirkende leverer sit budskab klart, fokuseret og imødekommende. De fleste, der ikke er vant til at være foran et kamera, oplever, at de bliver blufærdige eller pludselig glemmer, hvad de skal sige. Derfor har de brug for ro og coaching, så de kommer tilbage på sporet.

Derfor bør du sørge for at sætte god tid af. Ikke bare til optagelserne, men også til at de medvirkende kan forberede sig på det, de skal sige. Og ja, de medvirkende kan altid klemme optagelserne ind imellem to møder og skimme manuskriptet fem minutter før, men så bliver resultatet også derefter – og det vil jo være ærgerligt, når nu I har investeret i en professionel filmproduktion.

Og nu vi er ved det. Der er grænser for, hvad man kan fikse i efterredigeringen. Jeres omgivelser bliver salgvinduet ud af til, så sørg for at sætte tid af til at rydde op, inden produktionsholdet kommer. Det gælder også det falmede julepynt, der er groet fast i vinduet og panten efter sidste fredagsbar.

5). Torben-er-vores-bedste-udbudsjurist-så- han-skal-bære-filmen-fælden

Det er dem, der er foran kameraet, der skal bære filmen. Det betyder, at du skal sørge for at caste de medarbejdere, der er mest karismatiske og imødekommende foran et kamera – også selvom det ikke nødvendigvis er dem med mest anciennitet eller størst teknisk indsigt. Du skal altså på jagt efter de dygtige formidlere, når du skal caste.

Vi håber, at du føler dig bedre klædt på til at gå i gang med dine employer branding-film? Måske kan du endda komme på en fælde, vi har glemt?

Vil du vide mere?

Vil du vide mere om processen, prisen eller noget helt tredje? Så er du meget velkommen til at ringe eller skrive. Vi er flinke og rare og de indledende snakke er naturligvis helt uforpligtende.

Kontakt

Johan Ingemann

Partner og filmansvarlig

E: johan@beru.dk
T: +45 4182 9796

Kontakt

Morten Langkjær

Partner og filmproducer

E: morten@beru.dk

Kontakt

Heidi Keller

Head of Content

E: heidi@beru.dk