3 temaer som rykker for vores kunder nu

11-06-2018

Vi har kigget tilbage på det sidste halve år for at blive klogere på, hvad der betyder noget for vores kunder lige nu. Her er de tendenser, vi har set.

1. Sikkerhed er blevet en ægte prioritet  

GDPR har været her der og alle vegne i årets første måneder, og det har kunderne taget til sig på en oprigtig måde. Sikkerhed og behandling af persondata bliver nu taget alvorligt. Når vores kunder skal have lavet nyt website, er sikkerhed ikke længere forvist til nederste punkt på tjeklisten. Det er noget af det første, der skal være på plads. Det har også stillet krav til os i forhold til vores interne sikkerhedsarbejde. Så procedurerne er gået efter, databehandleraftaler med underleverandører indgået osv. Det er en rejse, hvor man ikke kommer i mål. Men hvor er det positivt at opleve, hvor hurtigt en vigtig dagsorden kan skifte.

2. Leverancer erstattes af samarbejde

Der er kommet et større fokus på langsigtet samarbejde. Det gælder, både når vi laver websites og indholdsproduktion. Tidligere har der været tendens til at fokusere på at nå frem til lanceringen, men nu er langt flere optagede af, hvad der skal ske med deres site efter lanceringen. Vi oplever, at flere kunder ønsker et tæt samarbejde, hvor de kan få hjælp til at vedligeholde sitet, få opdateringer og løbende support.

På indholdssiden ser vi, at flere kunder begynder at tænke contentproduktion som et årshjul frem for kampagner. Videoindhold er blevet en uundværlig del af markedsføring og formidling, og det øgede behov for videoindhold kræver, at produktionen tænkes ind løbende, og at der tænkes i smarte løsninger, hvor indholdet kan versioneres og genbruges. Ellers bliver det for krævende både tidsmæssigt og økonomisk.

Dette skift giver spændende muligheder for at tænke langsigtet og skabe gennemførte og langtidsholdbare løsninger, hvor vi som bureau sammen med vores kunder danner tætte partnerskaber.

3. Det er de modige løsningers tid

Vores kunder er blevet modige. Også inden for det offentlige. De efterspørger kreative løsninger til deres websites, hvor visuelle virkemidler som animationer og baggrundsfilm er bærende elementer. Der er altså sket et tydeligt skift fra de teksttunge sites til de oplevelsesorienterede. Det er skønt og forfriskende, men samtidig er vi flere som også var med i 2016/17, hvor samme stemning var fremherskende. Når nu vi tidligere har set konjunkturerne skifte, betyder det, at vi forpligter os på at tænke i bæredygtige løsninger. Det kan være nemt at forfalde til at skrue ambitionsniveauet op til et sted, hvor man egentlig godt ved, at løsningen ikke bærer vand, når hverdagen rammer. Derfor bruger vi ekstra meget tid med vores kunder på at lægge strategier for, hvad der er realistisk at holde vedlige. Ikke blot på lanceringsdagen, men også om et eller to år.

Det bliver spændende at se, hvad de næste seks måneder bringer. Og vi laver selvfølgelig en opsamling, når de næste 6 måneder er gået. Håber, I har lyst til at læse med.

Rigtig god sommer!