Her er de 3 råd, du skal kende, når du skriver. Og de gælder også webtekster.

03-06-2019

Alle kan jo skrive, ikke? Jo. Men alle kan også lære at skrive mere præcist og relevant. Derfor har jeg samlet 3 skriveråd, som kan skærpe dine tekster markant.

Af Heidi Keller, Head of Content

Du skal læse denne tekst, hvis: Du arbejder med kommunikation og har brug for konkrete tips, der løfter dine tekster, men ikke har albuerummet til at smide om dig med sprogblomster.

Råd nr. 1) Spørg ikke, hvorfor du skriver din tekst. Spørg hvorfor læseren læser den.

Ofte er vi for forhippede på, hvad vi gerne selv vil fortælle. I stedet bør vi vinkle indholdet, så det bliver relevant for vores læser. Det kan vi gøre ved at overveje vores læseres behov: Hvad interesserer de sig for? Hvad bekymrer de sig om? Hvad har de brug for at vide? Og sidst men ikke mindst: Hvad skal de få ud af teksten? Hvis du gerne vil have dine læsere til at udføre en bestemt handling, så gør det klart, hvad de skal gøre, og hvordan de kommer videre herfra. 

Her er en lille nem øvelse, som kan hjælpe dig med at afklare, om din tekst er relevant for modtageren

  • Læs din tekst igennem og spørg “Og hvad så?” efter hvert afsnit
  • Bliver det besvaret? Ja? Godt gået. Du har skrevet en klar og relevant tekst. Nej? Så skal du arbejde med at gøre relevansen mere tydelig for din læser. Og måske endda slette afsnittet.

Råd nr. 2) Indled dit afsnit med en emnesætning

Dette råd har et imageproblem. Det lyder støvet. Det anerkender jeg. Men det kan gøre en kæmpe forskel i dine tekster, især når du skriver til websites.

En emnesætning er en kort sætning der indkapsler budskabet i afsnittet. Den hjælper din læser med at forstå, hvad afsnittet handler om og afgøre, om det vil være relevant at læse. Sætningen skal ikke vise tilbage eller frem i teksten, men kunne fungere selvstændigt. Det betyder, at afsnittet ikke må indledes med henvisninger à la “som nævnt ovenfor”. I dette afsnit er sætningen “en emnesætning er en kort sætning, der indkapsler budskabet i din tekst” et klassisk eksempel på en emnesætning. Nu blev det meta, beklager!

Emnesætninger er vigtige, fordi vi ofte scanner, når vi læser tekster på nettet. Det betyder, at vi sjældent læser teksterne kronologisk eller fra ende til anden. Derfor er det vigtigt, at webtekster understøtter scannelæsning og hjælper læseren med at finde frem til den relevante information. Emnesætninger er dog mindst lige så brugbare i tekster, der ikke skal fungere på et website. Og som bonus giver de også dig som skribent overblik over strukturen i din tekst.

Råd nr. 3) Fjern alt, som ikke betyder noget

De fleste af os bruger flere ord, end der er behov for. Og når vi skriver for store (og især politiske) organisationer, bruger vi ofte ord, som ikke betyder noget. Derfor handler dette råd om at skære ned i teksten.

Her er en skriveøvelse, som hjælper dig med at barbere din tekst ned

Øvelsen har lige så mange navne som børnene i det danske kongehus. Jeg kalder den Kipling-øvelsen. Den går i sin simpelhed ud på, at du fjerner alle unødvendige ord i din tekst. Det gør du sådan her:

  1. Du skriver din tekst 
  2. Du sletter alle de ord, som ikke er død og pine-nødvendige for forståelsen
  3. Du læser din nye slankere tekst igennem
  4. Du sletter endnu flere ord, som kan undværes
  5. Du gentager, til du umuligt kan slette flere ord

Hvis jeg skulle udføre den øvelse på guiden ovenfor, ville det se sådan ud:

  1. Du skriver din tekst
  2. Du sletter alle de ord, som ikke er død og pine-nødvendige for forståelsen
  3. Du læser din nye slankere tekst igennem
  4. Du sletter endnu flere ord, som kan undværes
  5. Du gentager, til du umuligt kan slette flere ord

Er du stadig i tvivl, om det er et brugbart skriveråd for dig, som skal tilfredsstille politiske interesser internt? Så se bare på dette aktuelle eksempel. Billedet er fra kommunikationskonferencen Kom19, hvor Jakob Trollbäck holdt et af dagens mest inspirerende oplæg. Her fortalte han om arbejdet med at kommunikere FN’s nu allestednærværende verdensmål.

Trollbäcks råd var “Discard everything that means nothing”. Det havde de gjort. Og det så sådan ud:

Den ekstreme version af Kipling-øvelsen. Så radikalt behøver du ikke gå til værks.

Jeg håber, at du vil prøve de tre råd af, næste gang du skal skrive en tekst. For de kan altså noget. Det lover jeg.

Rigtig god skrivelyst.